Lys-, mellem- eller mørkristet kaffe – hvad skal jeg vælge?
Mange tror, at bønnerne til en god kop kaffe helst skal være mørkristede – og at lysristede kaffebønner er til dem, som er vant til at drikke te. Men i virkeligheden handler dit valg af ristning om, hvorvidt du vil have en syrlig, en sødelig eller en mere bitter smag i din kaffe. Læs med, og find ud af, hvilken kafferistning du rent faktisk er til.
Som almindelig konsumkaffedrikker vælger de fleste ristningsgrad på deres kaffebønner, efter hvor ”stærk” en kaffe, de vil have.
Men ristningsgraden har intet med styrken af kaffen at gøre. Og styrken handler ikke om, hvor bittert kaffen smager.
Ristningen – en del af kaffens smagsparametre
Faktisk er ristningen kun en af de parametre, som er med til at bestemme smagen af din kaffe. For både dyrkningsstedet, efterbehandlingen efter høsten og transporten af kaffen har en lige så afgørende betydning for, hvordan den kop kaffe du brygger, kommer til at smage.
Nå ja, og så har måden du brygger kaffen på også en indflydelse på smagen.
Rent smagsmæssigt er ristningen med til at bestemme, hvor meget du kan smage de øvrige smagsparametre i kaffen, ligesom den er med til at tone smagen af kaffen i en enten syrlig, sød eller bitter retning.
Ristningsbetegnelser for kaffe
Køber du færdigristede bønner, kan du generelt vælge mellem lys-, mellem- og mørkristet kaffe. Problemet er, at der ikke er nogen fast standard for, hvornår du bruger den ene eller anden betegnelse. Så den kaffe et risteri kalder for ”mørk”, kaldes ”mellem” af et andet.
Men for det enkelte risteri gælder det grundlæggende set, at en lysristet kaffe er den, der er ristet i kortest tid, den mørkristede i længst tid, og den mellemristede kaffe ligger så tidsmæssigt derimellem.
Nogle kaffekendere bruger også en anden skala for ristningen med benævnelser som f.eks. City, Full-City, Vienna og så videre. Endelig snakker nogle kaffenørder om ristningsprofiler. Men det handler mere handler om, hvordan selve ristningen er foretaget.
Men heller ikke det er der faste definitioner for. Så grundlæggende set handler det altså om, hvorvidt kaffen er lys-, mellem- eller mørkristet.
Sådan vælger du den rigtige ristningsgrad af din kaffe
Men hvilken ristningsgrad skal du så vælge?
Det afhænger som sagt af dine smagspræferencer. Her gælder det grundlæggende at:
- Lysristet kaffe giver en mere syrlig smag, hvor du lettere kan dufte og smage de blomster- og frugtagtige smagsnoter i kaffen. Det kræver dog, at kaffebønnerne er behandlet rigtigt efter høst.
- Mellemristet kaffe har en mere sødmefuld smag. Det er i de mellemristede kaffer, du får duft- og smagsnuancer af nødder, karamel og chokolade i din færdigbryggede kaffe.
- Mørkristet kaffe har den karakteristiske bitre smag, som mange forbinder med kaffe. Du kan også opleve mere krydrede duft- og smagsnuancer – og de allermørkeste kan smage af terpentin og kul.
Åbn op for nye smagsoplevelser i kaffen
Så vil du have en anden smag i din kaffe end den traditionelle bitre smag, skal du prøve noget andet end en mørkristet kaffe. Og vil du øge chancerne for rent faktisk at kunne smage nogle af de smagsnuancer, som vi omtaler, skal du vælge en nyristet single-lot kaffe, hvor alle bønnerne kommer fra den samme mark.
For begynder du først at blande bønnerne fra flere forskellige lokationer, udvisker du nogle af de særegne smage og aromaer. De er skabt af den lokation, hvor kaffen er dyrket, høsttidspunktet, og den efterbehandling som kaffebønnerne har fået efter høsten.
Det er netop ved at mikse bønnerne, at kaffen i supermarkedet får den ensartede og – når du først har prøvet en single-lot kaffe – ret uinteressante, bitre smag som vi har vænnet os til, at kaffe skal have.
Så giv dig selv en bedre kaffeoplevelse, og køb en single-lot kaffe i dag.
Post a Comment
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.