Have A Coffee 2020 Logo

Har du spørgsmål så kan du altid skrive til vores live support nede i højre hjørne af din skærm, vi er online mandag-torsdag 10.00-15.00 og fredag fra 10.00-14.00.

I samme tidsrum er du altid velkommen til at ringe til vores kundeservicecenter på +45 7199 1972

Ønsker du email support, så kan vi kontaktes på følgende;

Privatkunde? Så skriv til [email protected]

Erhvervskunde? Så skriv til [email protected]

a

Have A Coffee

Brug kaffe som krydderi og smagsgiver i maden

Kaffe er noget vi drikker. Men lige som f.eks. lakrids, kan kaffe også bruges som krydderi og smagsgiver. Ikke bare sådan som du kender det fra det søde køkkens desserter og kager. Også i det salte køkkens madretter kan kaffen give et overraskende smagsmæssigt pift. Selv i en helt almindelig gang pasta med kødsovs.

Det er sikkert ikke nyt for dig, at du kan bruge kaffe som krydderi og smagsgiver i deserter og kager. Der findes masser af kaffe- og moccakager og desserter at vælge imellem.

Men lige som med lakrids har mange svært ved at forestille sig at bruge kaffe i de madretter, de serverer til aftensmaden. Men også her kan kaffen gøre underværker for smagen, eller give velkendte retter et smagsmæssigt tvist, der fornyer og skaber nye oplevelser med retten.

Prøv selv – f.eks. i en helt almindelig hverdagsret som pasta med kødsovs

Pasta og kødsovs med kaffe

Det er muligt, at pasta og kødsovs med kaffe ikke er det ideelle valg til husstandens mest kræsne ganer. For her skal der ikke være meget, der stikker ud fra det sædvanlige, før det giver problemer og støj ved aftensbordet.

Men er familien generelt smagsmæssigt eventyrlystne. Eller vil du gøre noget særligt ud af en lidt triviel hverdagsret, fordi der kommer uventede gæster på en hverdagsaften? Så er pasta med kødsovs og kaffe en genial løsning. For det tilføjer en form for eksklusivitet til retten.

Til retten skal du bruge:

  •   500 g 4-7 % oksefars
  •   400 g spaghetti
  •   1 løg
  •   1 fed hvidløg
  •   1 dåse tomatpasta
  •   1 dåse flåede tomater
  •   1,5 dl god, stærk kaffe
  •   250-300 g champignon i skiver
  •   ¼ tsk. sukker
  •   Oregano eller Herbes de provance
  •   Salt og peber efter smag og behag

Sådan laver du kaffen til pasta og kødsovs med kaffe

Selv om det kunne være fristende at tage eventuelt overskydende kaffe fra kaffekanden og komme i retten, vil det være synd for smagen. For har kaffen stået på kanden i lang tid, vil den give en alt for bitter smag.

Vælg i stedet at brygge en frisk og ekstra stærk kaffe af mørkt mellemristede eller mørkristede espressobønner fra vores webshop. Enten en af de brasilianske single-lot bønner eller den helt særlige rolling barrel-aged kaffe. Den tilføjer også et strejf af whisky til smagen.

Skal du kun bruge kaffe nok til selve retten, kan du med fordel brygge kaffen på en Aeropress. Så kan du nøjes med at brygge de 1,5 dl kaffe, du skal bruge.

Er du vild med kaffesmag, kan du godt øge kaffemængden en smule. Men pas på med at den ikke tager overhånd. Omvendt kan du selvfølgelig også reducere kaffemængden for at mindske kaffesmagen i retten.

Sådan laver du pasta og kødsovs med kaffe

Når kaffen er klar, kan du gå i gang med at tilberede selve retten.

  1. Start med at brune farsen i en gryde – gerne uden fedtstof eller med en smule god olivenolie.
  2. Hak løg og hvidløg fint, og kom dem i kødet.
  3. Lad det hele simre i et par minutter.
  4. Tilsæt så tomatpasta, tomater og kaffe til retten – se bryggeanvisningerne ovenfor.
  5. Efter yderligere en halv times tid ved svag varme tilsættes champignoner, sukker og krydderier.
  6. Kog spaghettien efter kogeanvisningerne på posen.
  7. Slut af med at smage til med salt og peber.
  8. Servér eventuelt en let salat af groftskåret icebergsalat og tomatbåde til.

Velbekomme!

Genialt til at reducere madspild

Fik I ikke spist op, da I fik pasta og kødsovs i går? Så tilføj kaffen fra opskriften ovenfor, og pift kødsovsen op. Og vælg eventuelt en anden form for pasta.

Så skal du ikke høre nogen irriterende muggen over, at I skal have det samme at spise i dag, som I fik i går.

P.S.: Når du serverer retten første gang, så læg mærke til folks reaktion, når de opdager kaffesmagen i den ellers så velkendte madret. For det skal nok blive bemærket og kommenteret.

Post a Comment